FÆLLESSKAB ELLER FREE-RIDER?

Onsdag, 8. marts 2017 - 9:30
Middelfart

Biblioteksvagten inviterer til oplæg,  paneldebat og diskussion

Danske biblioteker har været og er rigtig gode til at samarbejde nationalt – til at pulje kræfter og ressourcer og tilsammen skabe noget nyt, stort og godt, som et enkelt bibliotek umuligt ville kunne løfte selv. Man bidrager sin egen lille del ind i et forpligtende fællesskab og får tifold igen. Det er i den ånd, vi har skabt netbibliotekerne og DDB bl.a., og det er denne tradition, der er stærkt medvirkende til, at vi har et virkelig godt biblioteksvæsen herhjemme.
 
I Biblioteksvagten oplever vi heldigvis, at rigtig mange biblioteker bidrager aktivt til vores tjeneste, og at der løbende kommer nye til – der er opbakning, engagement og lyst til at deltage i vores fællesskab.
Men der er desværre også biblioteker, der melder sig ud af samarbejdet. Argumenterne for udmeldelse er først og fremmest, at man skal spare, at man mangler ressourcer.
Det står naturligvis alle frit for at prioritere lokale ressourcer, det er klart! Men udmeldelse af fællesskaberne er, efter vores mening i Biblioteksvagten, ikke noget, man kan eller skal tage let på – og vi vil gerne skabe fokus på og lidt debat om, hvad vores gode og tætte samarbejde på tværs i sektoren egentlig betyder for os som væsen. Ikke for at pege fingre af dem som melder sig ud, men for positivt igen at sætte fokus på, hvad vi kan, og hver især kan få ud af det, hvis vi løfter i flok – med bidrag fra alle – uanset at alle, biblioteker jo er udfordrede på tid og penge. For hvor ville vi egentlig være, hvis alle mente, at de ikke havde råd til at bidrage ind i de fælles store satsninger?

Denne problemstilling vil vi debattere i tilknytning til Biblioteksvagtens generalforsamling den 8. marts 2017, kl. 09.30-13.15 på Middelfart Bibliotek/Middelfartsalen.

Som inspiration til debatten vil forfatter og ekspert Claus Skytte give et oplæg:
Bliver biblioteket en del af den nye andelsbevægelse?
For ti år siden ville vi ikke dele så meget som et telefonnummer på internettet. 
I dag er der ikke noget, som vi ikke vil dele på internettet. I den anden internetbølge lærte vi at dele alt digitalt med hinanden. Nu skal vi til at dele alle fysiske ting med hinanden. 
Den tredje internetbølge gør ting til services og kunder til fællesskaber.
Claus Skytte giver overblik over mulighederne og konsekvenserne for fællesskabet og biblioteksvæsenets fremtid.

Kom og vær med til at drøfte fællesskab og  free-rider-problematik i biblioteksverdenen.

Paneldeltagerne er;  
Jan Holmquist, Stedfortræder for leder på Guldborgsund-bibliotekerne og medlem af Biblioteksvagtens bestyrelse
Peter Høybye, formand for Biblo.dk og vicebiblioteks- og borgerservicechef for Roskilde bibliotekerne
Glenn Leervad-Bjørn, sekretariatschef for Danskernes digitale bibliotek
Pernille Schaltz, formand for Biblioteksvagten og bibliotekschef for Herning Bibliotekerne.
Michel Steen-Hansen, direktør for Danmarks Biblioteksforening.
Mfl.

Vi vil gerne have, at du melder dig til her på siden, så vi kan se, hvor mange der ønsker at deltage i oplæg/debat og frokost.
Hvis du ikke ønsker at deltage i frokosten, skal du markere dette i notefeltet før du tilmelder dig! 

Se vedhæftede program for dagen.  

OBS: Bemærk venligst at generalforsamlingen kun er for medlemsbiblioteker. 

Ingen har postet indhold endnu.

Der er ikke nogle indlæg i denne gruppe.

Der er ikke nogle dokumenter i denne gruppe.

Målgruppe

Biblioteksledere fra hele landet

Det praktiske

Afholdes

Onsdag, 8. marts 2017 - 9:30 - 13:15

Adresse

Middelfart Kultur og Bibliotek
Havnegade 6
5500 Middelfart,
Danmark

Tilmelding

Pris

0,00 kr.

Tilmeldingsfrist

Onsdag, 1. marts 2017 - 12:00

Deltagere

I alt 1 deltagere

Guldborgsund Bibliotekerne