BIBgame – lær børnene at søge i FBS på folkebiblioteket og skolernes PLC

28. juni 2017

BIBgame er et læringsspil for 3-6 klasser. Spillet foregår i et fantasy univers, hvor du spiller karakteren, Pegino, der som biblioteksassistent skal hjælpe den gode troldmand, Bogduhr, med at forpurre den onde Halsuhrs planer om at overtage biblioteket, ødelægge bogbrønden og indføre et nyt, rigidt søgesystem.

For at hjælpe Bogduhr skal du selv lære at finde frem til fakta via søgninger. Du lærer hvordan bogbrønden virker; hvilke oplysninger hører til på en bog, hvad er fx en titel? Hvad er DK5? Hvordan kombinerer man forskellige søgeoplysninger, når man skal hjælpe glemsomme lånere med at finde den helt rigtige bogtitel eller bogserie?

BIBgame er udviklet, fordi børn både i skole og fritid har behov for at kunne finde relevante analoge og digitale materialer via søgning i det Fælles Bibliotekssystem. Med folkeskolens Fælles Mål skal eleverne have viden om metoder til strukturering af viden og ud fra søgespørgsmål kunne navigere på biblioteket og vurdere relevans af søgeresultater.

Spillet har tre levels, hvoraf det første level spilles på folkeskolerne med brug af skolernes FBS. Level to spilles på folkebiblioteket, og introducerer børnene for bibliotekets hjemmeside, Biblo og Faktalink. Det sidste level varetages igen af skolerne.

Spillet er et resultat af et projekt drevet af skoleområdet og folkebibliotekerne i Aabenraa og Kolding Kommune samt Systematic. Formålet var at udvikle et interaktivt lærings- og oplevelsesspil til undervisning og formidling på henholdsvis skolernes PLC’er og folkebibliotekerne. Projektet fik støtte gennem Slots og Kulturstyrelsens udviklingspulje.

Hvordan bruger vi det på folkebiblioteket?
Vi anbefaler, at skolernes PLC’er og folkebibliotekerne laver nærmere aftale om afvikling af spillet, inden man går i gang.

Level to af BIBgame spilles som nævnt på landets folkebiblioteker i 4. klasse. I level 1 har eleverne mestret skolernes databaser, og meningen er, at de nu skal lære at benytte bibliotekernes databaser. Den primære søgning foregår via bibliotekets egen hjemmeside, Biblo.dk og Faktalink. (Se lærervejledning i linksamlingen nedenfor).

Login
For at logge ind på spillet, skal man benytte sit unilogin. Eleverne har deres eget fra skolen, men for, at vi som undervisere kan logge på, skal man inden sikre sig, at login virker.

Bibgame og adgang via Uni-Login

  1. Hent spillet downloades til PC med Windows 7 og opefter

  2. Alle kan få gratis adgang til BIBgame med Uni-Login, som gemmer spillerens historik.

  3. For at man kan spille, så skal alle institutioners brugeradministratorer først godkende anmodninger om godkendelse af "Aabenraa Kommune Læringsspil" under dataaftaler på https://brugeradministration.emu.dk/ 

  4. Har ens administrator ikke modtaget denne anmodning, så send en mail til lhp@aabenraa.dk med institutionsnavn og institutionsnummer, så får I en anmodning til godkendelse.

  5. I meget begrænset omfang kan folkebiblioteker indsende Bruger ID på enkelte brugere, så oprettes de manuelt.

Linksamling:
Introduktionstrailer til spillet: https://www.youtube.com/watch?v=NTmwIFOtbeM&feature=em-upload_owner

Lærervejledning: https://da.systematic.com/library-learning/loesninger/by-area/boern-som-kompetente-brugere/laerervejledninger/

Særligt om faglige mål i forhold til Biblo: https://da.systematic.com/media/1877900/Faglige-krav-i-forhold-til-Cicero-Web-og-Biblo.pdf

Forskningsartikel om spil og læring: https://da.systematic.com/media/2003311/BibGame-Foelgeforskning-28-03-17.pdf

Lagt på for Aabenraa Bibliotekerne / Bente Skøtt Christiansen

 

 

Forfatter

Judith Benz Therkelsen: 
jbt@vejlebib.dk