A Million Stories
Foto: A Million Stories

A Million Stories: Personlige beretninger fra mennesker flygtet fra krig

17. maj 2018

Kom med til lanceringen af det digitale bibliotek A Million Stories, som er en samling af mere end 600 personlige beretninger fra mennesker, der er flygtet til Danmark, Sverige, Tyskland og Grækenland.

Torsdag den 24. maj lanceres Roskilde Bibliotekernes spændende tvær-europæiske projekt, A Million Stories. Projektet har produceret hjemmesiden http://refugeelives.eu/, med over 600 personlige beretninger, uden filter, fra mennesker, flygtet fra krig.

Beretningerne peger på, hvordan flygtningene oplever sig selv, deres muligheder og ressourcer i de fire europæiske lande, der er med i projektet. I lyset af den seneste tids debatter og politiske udspil, der har formet sig i kølvandet på flygtningekrisen, kan disse beretninger være et spændende bidrag til debatten om bl.a. job, uddannelse og tilhørsforhold i en dansk kontekst.

Ved at sætte stemme og ansigt på de mange nyankomne medborgere, der tales meget om, men ikke med, tilbyder beretningerne billeder og betragtninger, som er genkendelige fra vores egen hverdag. Med projektet ønsker vi at formidle og inddrage disse beretninger i vores fælles fortælling.

Roskilde Bibliotekerne leder projektet og samarbejder med Køln og Malmö Biblioteker og Future Library i Grækenland, med støtte fra EU's Creative Europe pulje.

I er meget velkomne i Roskilde torsdag d. 24. maj kl. 16:30 – 18:30, og må også meget gerne udbrede budskabet på jeres biblioteker og netværk i øvrigt. Vedhæftet er både en invitation og en plakat til udbredelse, der fortæller om lanceringen og programmet for dagen.